100 x 120cm / Akryl på lærred

Communicating the unknown

By Salvatore Russo
Art Critic
Oktober 2021

Through an essential sign, Ulla Ferdinandsen succeeds in the difficult task of communicating the unknown. An unknown that the artist brings to the knowledge of the bystander through its shapes and colors. The artist elaborates her own sign and chromatic geometry. New visual architectures make their appearance and thus fascinate the gaze of the bystander, who can not help but observe with admiration the painting of this excellent interpreter of contemporary art. Beyond, therefore, the realities hidden by the psyche. Beyond the banally known, the saying on canvas is born by an artist who is treading the most important stages of art.

Geometrisk struktur med tendens mod det uendelige i Ulla Vibeke Ferdinandsens kunstværker

Af MARTA LOCK
Kunstkritiker og kurator, Italien
Juni 2021

Afgrænset og lineær form har altid været et middel for kunstnere til at undersøge det plastiske, den kreative handling som formål i sig selv, som en sublim og overordnet manifestation af kunsten, renset for enhver subjektiv sansning, der ville ugyldiggøre resultatet af udforskningen og undersøgelsen af todimensionaliteten og af, hvordan den fuldstændige løsrivelse fra iagttaget virkelighed i hvert fald udgør en udtryksmåde, som er i stand til at inddrage beskueren netop i kraft af denne figurative strenghed. Dagens hovedperson formår, på ubevidst vis, at indgive sine kunstværker en fornemmelse af spænding mod det ubegrænsede, som overskrider lærredets begrænsninger og trænger ud og videregives til beskueren.

Da den abstrakte bevægelse fremkom i de første tyve år af det tyvende århundrede, kom nogle af de kunstnere, der tilsluttede sig denne nye kreative tilgang, i konflikt med grundlæggernes begreber, blandt dem Vassily Kandinsky, som sammenknyttede den iagttagne forms dissonans med den fornemmelse af spiritualitet, som under alle omstændigheder skulle gennemtrænge kunstværket og de farver, som kyndigt benyttedes til at vække de ønskede følelser hos beskueren af lærredet. For dem, som besluttede at bevæge sig bort fra dette koncept, måtte den plastiske gestus at skabe et værk derimod være fuldstændig blottet for enhver subjektivitet fra kunstnerens side, for enhver følelse eller emotion, som kunne aflede opmærksomheden fra den kreative handlings renhed; for at opnå dette resultat skitserede repræsentanterne for De Stijl, eller neoplasticismen, nogle essentielle retningslinjer, som bevægelsens tilhængere skulle følge. At eliminere den tredje dimension, at vælge at begrænse sig til primærfarver som gul, rød, blå, hvid og sort, og at bruge linjer og rektanglets geometriske figur var de essentielle elementer i malerier af Piet Mondrian og Theo van Doesburg, som optog de grundlæggende træk, der var teoretisk udviklet af Kasimir Malevich, udvidede dem og gjorde dem mere rigorøse.

Bevægelsen havde imidlertid nogle indskrænkninger, som dens grundlæggere blev fanget i, såsom forkastelsen af skrå linjer, kurver og rundede former samt modstanden mod at inddrage en bredere farveskala; dette førte til udslettelsen af De Stijl-bevægelsen, som imidlertid havde mødt velvilje fra mange europæiske kunstnere, der omformede den og dermed gav stødet til den geometriske abstraktionisme, for hvilken Manlio Rho og Mario Radice fra Como-skolen var de største eksponenter, ligesom den skole, der udsprang af Il Milione-galleriet i Milano, havde Mauro Reggiani og Luigi Veronesi som deres fremmeste repræsentanter. Den geometriske abstraktionisme gav kunstnerne langt større frihed til at dyrke deres ekspressive natur både i deres farvevalg og i deres åbenhed over for andre former end neoplasticismens begrænsede bestand, såsom firkanter, trekanter, kurvede linjer, femkanter og diagonaler, hvilket faktisk gav publikum, som ofte havde en tendens til at lægge en vis afstand til kunstværkerne på grund af manglende intellektuel uddannelse, lejlighed til at nærme sig dem i kraft af klarere og mere lysende farvetoner, af stimulering til at fortolke disse former, som til syvende og sidst, på trods af kunstnerens mangel på intention, stadig kan røbe en tilgang, en filosofisk tanke, som trænger igennem.

Den danske kunstner Ulla Vibeke Ferdinandsen når frem til den geometriske abstraktion ad en knap så streng, knap så videnskabelig vej, som om det endemål, hun har brug for, er at undersøge den plastiske gestus fra en anden synsvinkel, mindre optaget af den emotionelle side og afgjort mere orienteret mod analysen af kombinationen af farver og former. Det slående ved hendes formanalyse er hendes valg af kromatisk spændvidde, altid solrig, positiv, åben for sammenhængens interaktion mellem toner i harmonisk graduering, mens primærfarverne slet og ret understreger eksistensen af et element, der bryder det velordnede mønster – eller understreger det; i hvert fald er dets fremtræden afgørende for hele konstruktionens komposition. Både i det kreative univers og i det eksistentielle kan alt hvad der sker, alt hvad der træder frem og synes at være planlagt til fuldkommenhed, komme i krise i det øjeblik, hvor en uventet begivenhed finder sted, konstitueret af disharmoni, som i malerierne Uden titel I og Uden titel II, hvori det sorte synes at destabilisere og bryde det forudbestemte eller rettere indføje sig selv i det for at give liv til en ny, anderledes orden. Det synes at være en metafor for eksistensens mening, som Ulla Vibeke Ferdinandsen ubevidst refererer til, de konstante udsving mellem op- og nedture, mellem øjeblikke af ro og stabilitet og øjeblikke af uvished eller opløsning af det velkendte for at indtræde i et ukendt felt, som derefter langsomt bliver ikke bare mere tilvant, men også noget, man kan tilpasse sig; når det kommer til stykket, kræver individets udvikling konstante anstrengelser for at tilpasse sig de situationer, der opstår, de omstændigheder, der følger efter hinanden, og de begivenheder, der indfinder sig. Så det sortes skygger formår på en måde, trods dets i begyndelsen dystre fremtræden, at bringe det bedste frem i de farver, der omgiver det.

Også i Uden titel er det, som om den sorte klinge vil bryde den beherskede kromatiske balance, der udgøres af bløde og yndefulde overgange, som om dens ankomst udgør en simpel overgang, en obligatorisk vej til senere udvikling; allerede i dette billede manifesteres Ferdinandsens tendens mod det uendelige klart, en konstant fremadskriden, som ikke tillader hende at give lærredet en begyndelse og en ende – eller rettere, kunstværkerne synes at fortsætte ud over selve maleriets grænser. Geometrien udforsker og undersøger derfor formen og dens tilstedeværelse i rummet, farvernes kontinuitet eller dissonans repræsenterer en analyse af det endelige resultat, der når frem til beskueren, ligesom modstillingen af forskellige former genererer en optisk effekt, der gør dem alle i samme grad til hovedpersoner i maleriet. Ønsket om at give tingene orden fører kunstneren til at søge en mental og rationel fornemmelse for selve kunstværkets plasticitet, men hendes malerier undlader ikke at afsløre hendes livsfilosofi, hendes åbenhed over for tilværelsen med alle dens facetter, hendes evne til at acceptere, hvad der sker, og forvandle det, uden nogen modstræbende eller negativ attitude, til en ny virkelighed, der skal leves fuldt ud, idet hun selv forandrer sig på grundlag af de begivenheder og omstændigheder, der uundgåeligt følger efter hinanden i livet.

Positiv Negativ er det værk, der er tættest knyttet til dette koncept, til Ferdinandsens tilgang til eksistensen; i det er det tydeligt, i hvor høj grad billedet selv er et fragment af en vej af gensidig påvirkning, noget som ingen begyndelse eller ende har, eftersom alt kan være konsekvens eller resultat af en nylig fortid og kan føre mod en ukendt fremtid, en ukendt viderebevægelse. Der er ingen afgrænsninger i den geometriske komposition, grænsen for lærredet standser ikke udviklingen af vejens væsen, og det synes at antyde, at kunstneren ikke længere vælger sort til at repræsentere det negative, men i stedet rødt, som for at fremhæve, at til syvende og sidst kan selv den sørgeligste eller grimmeste oplevelse vendes til det bedste, hvis vi har evnen til at uddrage den bedste lære af den og bevæge os fremad mod en ny morgendag.

Ulla Vibeke Ferdinandsen er autodidakt og har malet siden 1991. I løbet af sin lange karriere har hun deltaget i mange gruppe- og soloudstillinger i USA, Danmark, Frankrig, Tyskland og Sverige, været omtalt i mange kunstkataloger og vundet flere priser for sin kunstneriske indsats.

Ulla Ferdinandsen 

Af Lis Engel
Extern lektor, phd. Københavns Universitet

Ullas nye billeder forestiller ikke noget, bortset fra at der er tale om klassiske, genkendelige geometriske figurer. Farven er fri, ikke bundet af nogen logik eller af nogen sammenhæng med en på forhånd givet farvesymbolik. Farven har sin egen tone og den indlevelse og passion, Ulla udfolder i sin brug af farven i relation til form og rum, åbner for oplevelser af rummet som poetisk.

Det kan opleves kropsligt direkte som en vibration, en svæven, en bevægelse der både er klart rettet og samtidigt uendelig og åben. Det er malerier der ved første blik virker harmoniske, rolige og balancerede, men som også indeholder overraskende modsætninger, der åbner for en spænding , og en uforudsigelighed, en bevægelse mod frihed. Ullas nye billeder er intense og overvældende i deres stramme og samtidigt sensuelle form. Betydning sker i uforudsigelige møder.

Det er altid spændende, når en kunstner pludseligt ændrer væsentligt i sin udtryksform. Sådan et radikalt er der sket for billedkunstneren Ulla Ferdinandsen. Ulla har altid været en farvens og formens udforsker og mester, med en tydelig arv og inspiration fra Matisse.

Det rationelle og det intuitive.

Ulla er om muligt endnu mere sensitivt nuanceret i sin brug af farve end før og samtidigt optaget af selve den kunsteriske proces som stedet hvor det konkrete udforskes som et møde mellem det intenst fokuserede og samtidigt det uhyre sensitive og modtagende intuitive. Der er tale om en særlig kropslighed, der virkeliggøre det ekstremt perfektionistiske og  kontrollerede og samtidig er åbent for det intuitive og følelsen som øjeblikkets levende nærvær.

Det lykkes i usædvanlig grad i Ullas nye lyriske konstruktivisme. Det er billeder der udstråler en helt særlig energi og atmosfære. Hendes virkemidler er omhyggeligt udvalgte. Hendes kunstneriske praksis afspejler en næsten rituel hengivelse og præcision. Det handler om skabelse af klang som en særlig bevidsthed, der skaber en overraskende helhed ved hjælp af kompositionen af farve, linjer og form og en helt særlig sensitivitet for billedfladens rum og relationer. Det er billeder der skal opleves. Det er dynamiske klangfelter – som inspirerer til en næsten meditativ oplevelse af overraskende musikalitet. Billederne er visual musik.

Oplevelse som meditative praksis.

De nye malerier er kompositorisk stramme og samtidigt lyrisk, dynamiske. De er uhyre fascinerende, men kræver også en fordybelse, før  oplevelsen folder sig helt ud. Det svarer ganske til den forskel der er, hvis vi lytter til musik som baggrund – og den forskel der er når vi lytter opmærksomt og åbent. Det samme gælder naturligvis også for oplevelse af billeder. Vi kan lade billedet passere, være baggrund, men vi kan også give billedet åben opmærksomhed – og måske blive overraskede over, hvad der reelt kan ske, når vi åbner os for oplevelsen på en mere total måde. Ullas billeder er forbløffende idé modsætninger, de rummer og skaber et intenst spændingsfyldt klangfelt. Det er billeder, der åbner for oplevelser af det uudsigelige.

Udforskning af billedrummets særlige muligheder

Billederne er uden titel. Det er bevidst, idet Ulla ønsker den størst mulige grad af åbenhed i oplevelsen af billedet. Der er ingen vejledning, ingen ledende ord. Der er blot et billede af geometriske former og omhyggeligt komponerede farver. Den enkle, klare og konkrete komposition sættes via farvens poetiske klang ind i en overraskende komplementaritet. Det er intense modsætninger der i en overraskende enkel form skaber stærke virkninger, hvor det det rationelle og det intuitive er vævet tæt sammen. Det er en kunstnerisk billedforskning , der bruger alle sanser totalt.  Der er tale om rummets, farvens og formens dynamiske komplementaritet. Det er billeder, der fysisk arbejder intenst med det konkrete billedrum, materialer og bevægelse, som dynamiske og poetiske klangfelter, der vibrerer og svæver. Vi kan både mærke og høre stilhedens klang.

Ullas fokuserede og samtidigt åbne og sensitive kunstneriske praksis, åbner for en komplementaritet, hvor den mindste detalje afvejes og kontrolleres nøje og samtidigt ærer den nødvendige åbenhed, der skaber det sublime og uudsigelige.

Ulla er en kunstner, der er nået frem til at arbejde med en hengivelse til materialer og til nuets begivenhed i den mest intense form for nærvær.

Det fuldstændigt rationelle analytisk, perfektionisktiske smelter sammen med det åndeløst hengivne og drømmende . Det er en abstrakt kunst, der åbner for oplevelser af det konkrete billedrum vævet sammen med øjeblikket som betydningens begivenhed.

Abridgment of the original text:

The new paintings by Ulla, does not represent anything apart from that we speek about classic, recognizable geometric figures. The colours are free, not tied up by any logic or any connection with a beforehand given coloursymbolism.The colour has its own tone and the empathy and passion Ulla unfolds in her use of the colour in relation to form and space, opens for experiences the poetics of space.

Ulla is an artist who has come to work with devotion to the materials and to the event of the present in the most intense form of presence. It’s always exiting when an artist suddenly radically change expression. Such a radical has happend to the visuel artist Ulla Ferdinandsen. Ulla has always been a colour and form explorer and master, with a clear heritage and inspiration from Henry Matisse.

Lis Engel

Extern lektor, phd. Kbh.Universitet

Art expert at the art newspaper, Kunstavisen